Hvad siger din mavefornemmelse?

”Det er, som om hun er begyndt at trække sig fra mig igen. Men måske er det bare mig …?”. Sådan lød ordene fra min datter forleden. Det gav anledning til en god snak om, hvorvidt man kan stole på det, man fornemmer.

Forhistorien er, at min datter har en veninde, som med jævne mellemrum praktiserer the silent treatment. Det mærker min datter. Alligevel bliver hun usikker på, om det bare er noget, hun finder på.

Kender du fornemmelsen?

En veninde er holdt op med at sms’e. Din ex-mand kan ikke se dig i øjnene, når I mødes eller chefen overser dine markeringer til det ugentlige kontormøde.

Noget inden i dig fortæller dig, at der er ugler i mosen. Men når det nu kun er en fornemmelse, kan du så stole på dig selv?

JA.DU.KAN.

Din mavefornemmelse – altså den der ’Jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være, men jeg kan ikke bevise min fornemmelse’ – er et af dine allerbedste pejlemærker for, om noget er skidt eller kanel.

To ting spænder ben for, om mavefornemmelsen får lov til at guide dig:

  • At du lever i hovedet
  • At du tillægger andre større værdi end dig.

Hvis du lever i hovedet tillægger du dine tanker større betydning end dine følelsesmæssige og kropslige signaler. Det har den konsekvens, at du afskærer dig selv fra at lade mavefornemmelsen guide dig i den retning, der er rigtig for dig.

Hvis du har fokus på andre og er af den overbevisning, at deres opfattelse af eller udsagn om en given situation er mere rigtig end din, vender du også ryggen til din mavefornemmelse.

Så næste gang du hører en sige ”Nej, nej – alt er fint”,  når du spørger, om alt er OK mellem jer, så prøv lige at tjekke ind med dig selv.

Får du ondt i maven, bliver dine kinder varme, bliver du tør i munden, ryster din stemme eller får du hjertebanken?

Så er det fordi din krop og dit sind forsøger at få din opmærksomhed.

Tommelfingerreglen er, at det ikke ’bare er dig’. Det du mærker fortæller dig historien om, at noget ikke er, som det skal være.

 

Hvad er din største udfordring ift. at lytte til din mavefornemmelse? Smid en kommentar herunder.

 

KONTAKT: tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk