Sådan ændrer du en overbevisning

Jeg er uelskelig på alle planer. Hvor mange gange i løbet af en dag kan den overbevisning tage fat i dig? Måske er den ligefrem din grundlæggende tilgang til dig selv og den verden, du møder?

Det er kun en overbevisning. Det er ikke sandheden om dig. Du ER nemlig  værd at elske. På alle planer. Hele tiden. 24/7 – 365 dage om året.

Måske tænker du, at du er uelskelig, fordi du er overvægtig? Tallet på badevægten får lov til at bestemme, hvilken værdi du har som menneske.

Måske føler du dig ikke elskelig, fordi du synes, du mangler succes privat eller arbejdsmæssigt.

Måske følelsen af ikke at være noget værd udspringer af, at du ikke får den anerkendelse, du hungrer efter fra folk omkring dig?

Følelsen af at være uelskelig vil blive ved med at være der, hvis du forventer, at andre skal få den til at gå væk.

Opgaven med at lægge overbevisningen på is er din. Hvordan føles det, hvis du kigger den i øjnene og siger: ”Du er fuld af løgn! Jeg vil ikke længere tro på, hvad du fortælle mig. Jeg vælger, hvordan jeg tænker om mig selv, og hvordan jeg taler til mig selv”?

Her er en lille øvelse, der kan hjælpe dig med at ændre din jeg-er-uelskelig overbevisning:
-Fokuser på, hvad DU gerne vil have i dit liv (fx kærlighed, glæde, succes, godt helbred…)
– Genkald dig en situation, hvor du havde det, du nu ønsker dig i dit liv – træk vejret fem gange. Hver vejrtrækning er med til at forstørre den følelse, situationen gav dig
– Mærk hvordan den gode følelse fylder din krop op (har du brug for at få følelsen til at fylde endnu mere, tager du blot flere dybe vejrtrækninger, til din krop er fyldt helt ud)
– Sig tre pæne ting højt til og om dig selv – skriv dem herefter ned
– Sig tre ting højt, du er taknemmelig for – skriv dem herefter ned

Øvelsen tager kun nogle få minutter. Hvis du laver den hver dag i en uge (gerne flere gange i løbet af en dag), vil du mærke et skift i din måde at opfatte dig selv på.

Din underbevidsthed er skruet sådan sammen, at den helt ukritisk tager imod de tanker, du sender til den. Så hvorfor ikke sende gode og opbyggende tanker af sted? Det er helt og holdent dig, der bestemmer.

Skriv en kommentar