Jeg var bange hele tiden

På overfladen havde jeg styr på tingene, men under overfladen var jeg bange.

Bange for at sige min mening.
Bange for konflikter.
Bange for at sige fra.
Bange for, hvad andre tænkte om mig.

Jeg var så bange, at jeg slet ikke turde stoppe op, når jeg mærkede, at noget var galt:
– En klump i halsen
– Trykken for brystet
– Hænder, der rystede
– Varme kinder.

Intet af det reagerede jeg på.

Min frygt stod i vejen for, at jeg kunne leve livet på m i n måde. I stedet var mit fyrtårn, hvordan jeg var mest rigtig i andres øjne.

Det stod på i så mange år, at jeg til sidst havde mistet følingen med, hvem jeg var. Hvis jeg en sjælden gang sagde eller gjorde noget, der føltes ægte for mig, gav det mig med det samme dårlig samvittighed.

Hvis jeg fulgte mit eget hjerte, efterlod det mig med følelsen af at være forkert. Så meget havde jeg fjernet mig fra mig selv.

Det føltes helt forkert at følge mit indre, når jeg hele mit liv havde været vant til at navigere efter:
– Andres mening
– Andres kropssprog
– Andres holdning
– Andres behov
– Andres krav.

Det tærede på mig selv både fysisk og mentalt. Drænede mig for energi, overskud og livsglæde.

Det tærede på mine relationer, at jeg ikke turde stå op for mig selv. Skilsmisse blev en af mange konsekvenser.

Men jeg fortsatte mit bange liv. Jeg havde ikke modet til at blive i det ubehag, der fulgte med, hvis jeg prøvede at være den mig, der gemte sig inden i.

Hvis ikke jeg var blevet syg med stress, tror jeg, jeg var fortsat med at leve, som jeg gjorde. Jeg havde ganske enkelt ikke modet til at tage mig selv alvorligt.

Selvom det var voldsomt at blive ramt af stress, er jeg i dag taknemmelig for den periode, hvor mit liv faldt fra hinanden. Den fik mig til at vågne op. Den fik mig til at indse, at det er mit eget ansvar at skabe det liv, jeg ønsker at leve.

Jeg har arbejdet benhårdt på at finde ind til, hvad det var, der gjorde, at modet til bare at være mig ikke var der. Rejsen har været ekstremt personligt udviklende, og den har beriget mig på alle planer af mit liv.

Det allervigtigste, jeg har fået med mig, er, at jeg nu kan – og tør – mærke og stå ved mig selv.

Jeg har fået så mange indsigter og redskaber, der den dag i dag hjælper mig – og andre.

Det, jeg lærte på min rejse, er blevet til min levevej.

Jeg hjælper nu andre med at finde modet til at leve det liv, de inderst inde drømmer om.

DU kan også finde modet til at gøre det, der er rigtigt for DIG. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når lille, bange mig kunne, så kan DU også.

Skriv en kommentar