Her er min historie

Da jeg endelig begyndte at give slip på fortiden og overbevisninger forbundet med den, fandt jeg modet til at leve livet på m i n måde.
Charlotte, LIVSgefühl

På en snevejrsdag i 1967 giver jeg mit første vræl fra mig. Det bliver starten på en lang og smertefuld rejse mod et liv med ro i sindet, at turde sige min mening og stå ved mig selv og ‘bare’ at være mig.

Fra en meget ung alder begynder jeg at føle mig forkert.

Jeg oplever jævnligt perioder, hvor jeg bliver ignoreret af et familiemedlem. Det installerer den overbevisning i mig, at jeg ikke er god nok og ikke værd at elske. Jeg føler mig usynlig og ikke vigtig, fordi jeg oplever ikke at blive set, hørt og mødt, når jeg udtrykker mine følelser.

Det lægger kimen til en årelang affære med lavt selvværd og fornemmelsen af at livet styrer mig og ikke omvendt.

Frygten for, hvad andre vil tænke, hvis jeg viser, hvem jeg inderst inde er, har magten over mig. På den konto udvikler jeg mig til en rendyrket pleaser. Jeg siger ja, når jeg mener nej og undertrykker de følelser, jeg har lært kan medføre, at jeg bliver ignoreret.

Jeg finder ud af, at hvis jeg bare er sød, dygtig og ikke siger nogle imod, så er jeg ‘inde i varmen’. Perfektion bliver det, jeg stiler efter, i håbet om, at andre vil se mig som en, der er noget værd. Jeg er i et konstant kapløb med mig selv, hvor jeg knokler og gør alt for at bevare en stærke facade, så ingen kan se, at jeg græder indvendig. Jeg vil for alt i verden ikke opfattes som svag.

Prisen er høj. Jo mere jeg forsøger at gøre alt rigtigt, jo mere forkert føler jeg mig. Jo mere jeg forsøger at få min omverden til at validere mit værd, jo mere mister jeg mig selv.

Da jeg er midt i 40’erne, bliver jeg sygemeldt med stress. Forud for det har jeg oplevet flere depressioner, en kronisk indre uro, konstant tankemylder, uforklarlige, fysiske smerter og en generel oplevelse af, at der mangler noget i mit liv … jeg ved bare ikke hvad.

Jeg får hjælp af både en psykolog og en coach under min sygemelding. Langsomt rejser jeg mig igen. Så rammes min datter af en kronisk tarmsygdom, som betyder talrige indlæggelser på hospitalet og endeløse søvnløse nætter. Godt et år bruger jeg på at være en menneskelig 3-i-en’er: Mor, sygeplejerske og skolelærer. Samtidig uddanner jeg mig til coach og er i et forløb hos en businessmentor, så jeg kan blive klar til at launche ORDgefühlførst og dernæst LIVSgefühl.

Jeg gør, det jeg kender til: Knokler, så ingen skal se, at jeg føler mig presset til det yderste og er ved at krakelere.

Med småbitte skridt får min datter det bedre, og jeg får dermed tid til at samle mig selv op, hvor jeg slap, da hun blev syg. Kort tid efter rammes min far af uhelbredelig cancer.

Endnu en gang flyttes fokus uden for mig selv, men frem for at stoppe op og hive fokus tilbage til mig selv, sætter mit pleasergen dagsordenen. At jeg vender tilbage til et gammelt mønster trigger den vrede, jeg i årevis har kæmpet med som følge af episoderne med ignorering.

Kontakten til min vrede bliver startskuddet til mit endelig opgør med gamle overbevisninger og mønstre. Vreden giver mig det mod, jeg hidtil har manglet for at gøre op med min fortid. Jeg bryder med min familie, som jeg ingen kontakt har til i næsten et år.

Mit endelige gennembrud kommer i forbindelse med et efterbehandlingsforløb på hospitalet. En infektion kræver, at jeg kommer på hospitalet tre gange om dagen i 10 dage for at få medicin i drop. Den konstante uro ved at køre frem og tilbage og oplevelsen af, at andre bestemmer over mig, får mig til at bryde sammen fire dage inde i forløbet. Forud for det har jeg bandet og svovlet og kæmpet imod som en gal. Nu har jeg givet op.

Jeg trækker stikket fra omverdenen og sætter mig i min sofa og strikker. Fornemmelsen af endelig at tage magten over mit liv ved at give mig selv lov til at fokusere på mig selv er intens. Skridt for skridt arbejder jeg mig igennem alle de følelser, jeg et helt liv har fortrængt. For første gang nogensinde mærker jeg, hvad jeg føler – uden at tie det ihjel eller dømme det. Jeg raser, råber og græder, og mærker den forløsende effekt heraf.

Efter en måned i fuldkommen ro, fornemmer jeg en forandring. Vreden fylder meget mindre. Det samme gør de overbevisninger, jeg har båret med mig fra min opvækst. Fortiden får ikke længere lov til at diktere min nutid.

Mit liv er ikke perfekt. Jeg bliver stadig overmandet af svære følelser og sendt til tælling af store udfordringer i mit liv. Men nu har jeg redskaberne til at håndtere det.

I dag er det mig, der bestemmer, hvordan mit liv skal leves.

Jeg har omkodet mig selv, så de overbevisninger, jeg lever efter, er mine – også i relation til min familie, som jeg igen har kontakt til. Mit selvværd klapper i sine hænder, og den indre uro og det massive tankemylder, jeg levede med, er forsvundet. Smerterne i kroppen er pist væk, og jeg bekymrer mig ikke særligt meget om, hvad andre tænker. Integritet er blevet mit fornemste pejlemærke, og med det følger både mere overskud og energi og ikke mindst følelsen af at være FRI.

VILLE DU ØNSKE, AT DET VAR DIG ❤ ?

 

KONTAKT mig på tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk