To spørgsmål, der hjælper dig ud af livskrisen

Livskriser rammer alle.

Skilsmisse.
Fyring.
Konflikter i nære relationer.
Manglende arbejdspassion.

… bare for at nævne nogle få.

Fælles for kriserne er, at de dræner en for livsglæde, overskud og tro på fremtiden. Man mister retning på sit liv. Overblikket forsvinder. Det medfører for mange, at de hænger fast i livskrisen.

Hvad er egentlig årsagen til det?

Den er mere enkel end du tror:
Fordi spørgsmålet HVORFOR? kører i ring?

Når du bruger din energi på at undersøge,  hvorfor du er landet i en livskrise, kigger du bagud. Man kan også sige, at du bliver ved med at kradse i et sår, det blot ønsker en ting: at hele.

De to spørgsmål, der kan hjælpe dig med at komme ud af livskrisen er: HVAD? og HVORDAN?

Hvad?
Frem for at dvæle ved, hvorfor du er landet, hvor du er, bør du spørge dig selv: “Hvad kan jeg gøre for at komme videre? Hvad skal jeg begynde at gøre? Hvad skal jeg gøre mere af? Hvad skal jeg holde op med?

Når du begynder at stille dig selv hvad-spørgsmål, giver du din hjerne signal til, at du ønsker at forandre din situation.

Hvis du forestiller dig, at ‘Hvorfor?’ er som at sidde i din bil med motoren slukket og tro, at du flytter dig, så er ‘Hvad?’ kodeordet, der starter motoren og sætter bilen i gear.

Hvordan?
Næste forløsende spørgsmål, du bør stille dig selv er: “Hvordan tager jeg så det første skridt?”. Skal jeg bede om hjælp? Skal jeg ændre på min boligsituation? Hvordan får jeg førte svarene på mit ‘Hvad?’ ud i livet?

Lad os blive ved køreturen … Når du præsenterer din hjerne for spørgsmålet ‘Hvordan?’, beder du den ubevidst om at sætte foden på gaspedalen og begynde at køre.

 

Har du svært ved at få starten motoren og begynde at køre?

ANSØG om en gratis KOM-VIDERE session, hvor vi sammen stiller skarpt på din fremtid.

LÆS om min workshop, der giver dig inspiration til at finde dit HVAD? og dit HVORDAN?.

 

KONTAKT mig på tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk

Sådan tager du det første skridt mod mere livsglæde

Just do it!

Nike har ramt hovedet på sømmet med deres sætning – men det er altså lettere sagt end gjort.

Når du står i livskrise op til armhulerne, virker just do it som alt andet end let. Hvis du ‘bare’ kunne gøre noget, så er jeg sikker på, at du allerede havde gjort det.

Derfor er dit første skridt at erkende, at du har brug for hjælp til ‘bare at gøre det’.

Du behøver ikke skamme dig over, at række fingeren op og sige ‘Hjælp’. Det er ikke pinligt. Det er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod. Hvis jeg ikke selv havde bedt om hjælp, da jeg var ramt af stress, havde mit liv set meget anderledes ud i dag – og ikke på den fede måde.

En af de allerstørste udfordringer i den bed-om-hjælp processen er hovedet. Hvis du er bare en lille smule som mig, så fortæller din øverste etage dig, at du skal kende hvert et skridt på rejsen, inden du tager det første.

Problemet er bare, at hvis du vil regne det hele ud på forhånd, så er sandsynligheden for, at du kommer i gang med at ændre din situation, meget lille.

Det er derfor, du skal uddelegere arbejdet med at kaste lys over, hvordan du finder den stige, der skridt for skridt kan få dig op af det hul, du lige nu befinder dig i.

Der er selvfølgelig ingen, der kan gå vejen for dig. Men med andres hjælp kan du finde ud af, hvordan du skal sætte fødderne på stigens trin, så du kravler ud i livet igen og lader krisen blive i hullet.

Min overbevisning er, at du allerede ligger inde med svarene på, hvad der skal til for, at du omfavner livet igen. Lige nu kan du bare ikke se skoven for bare træer, fordi dit liv er fyldt med ‘støj’ i form af tanker, der hiver dig i alle mulige retninger.

At hyre en mentor er den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv. Hun hjalp mig med at få tysset støjen, så jeg kunne høre det, min intuition fortalte mig. Da den først gik rent igennem, blev det helt tydeligt, hvor jeg skulle sætte mine fødder.

Mentoren hjalp mig med at transformere tanker til handling. Det gjorde hele forskellen.

Handling er det, der får dig ud af en livskrise. Tanker holder dig fast i den.

Tanker er nemlig ukonkrete, så jo mere du tænker, jo mere ukonkret og uoverskuelig bliver rejsen. Du kan ikke tænke dig op af hullet.

Mit BREAK FREE forløb viser dig, hvordan du med fire enkle trin kravler op af hullet og skaber det liv, du lige nu ville ønske, du levede.

Hvis du tør sige højt, at du har brug for støtte og vejledning, har du faktisk taget det første skridt mod at tænde lyset og få livsglæden tilbage.

KLIK her og læs om BREAK FREE forløbet, hvis du er klar til at gøre dine tanker til handling. Er dit svar ‘Ja’, så er der en gratis, afklarende break free session klar til dig.

KONTAKT mig på tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk

Oplever du konflikt eller accept?

Prøv at lægge mærke til, hvor ofte du hører dig selv sige eller tænke noget i retning af: ’Jeg ville ønske…’ eller ’Hvis bare…’.

Måske håber du på, at dit parforhold bliver bedre, at der kommer en kæreste dumpende eller at din søster, bror eller veninde ændrer sig.

Der er ikke noget galt med at drømme om, at tingene ændrer sig. Der er intet forkert i at ønske sig, at din relation til andre sidder lige i skabet.

Problemet er bare, at når vi sætter os til at vente på forandring med blikket rettet mod fremtiden, skaber vi – helt ubevidst – en indre konflikt. Konflikten kan du se som to sider af dig selv – den ene side råber ’Jeg vil have det, jeg ikke har’ og den anden side råber tilbage ’Jeg vil ikke have det, jeg har’.

De to ‘råbehoveder’ er på ingen måde godt selskab:

  • Når du er orienteret mod i morgen, fortæller du indirekte dig selv, at i dag, nuet, ikke har værdi.
  • Du fralægger dig muligheden for at have indvirkning på dit eget liv (du giver magten over dit liv til andre).
  • Tomhedsfølelsen flytter ind, fordi du pendulerer mellem de to scenarier.

Igen af scenarierne forløser den frustration, der er forbundet med at være i en situation, du ønsker var anderledes. Valget mellem pest eller kolera. Kan du mærke, hvor træls det føles?

Det hjælper ikke at blive ved med at svinge frem og tilbage. Det ændrer ikke situationen. Jo mere du pendulerer, jo større og mere insisterende bliver din indre konflikt.

Så hvad pokker gør du?

Jeg ville ønske, at jeg langt tidligere i mit liv end det var tilfældet havde forstået og gennemskuet, hvor stor en betydning, det, jeg nu deler med dig, har.

Det er ikke raketvidenskab, og du skal ikke have en Ph.D grad for at kunne stoppe pendulet. Det er faktisk en ganske enkel og ukompliceret ting, der skal til.

Alt, du skal gøre, er at ACCEPTERE,
at tingene er, som de er

Jeps, du læste rigtigt. Det er bare det. Ikke andet.

Skal du så bare accepterer alt? Nej, da – på ingen måde. Hvis noget ikke er godt for dig, så skal du ikke acceptere det. Så er du nødt til at handle på det ubehag, du oplever. Det kan fx være at tage en svær samtale eller bryde en relation.

Jeg tror på, at man kan beslutte sig for accept. På den måde bliver accept en bevidst handling, som giver dig kontrollen over dit liv (tilbage). Du giver dig selv mulighed for at leve i nuet, fordi du dropper forestillingen om, at nogen eller noget ændrer sig. Det er dog langt fra det samme som at sige, at det er let at tage accept-kasketten på. Det kræver øvelse at holde fast i beslutningen, fordi der for der som regel er følelser indblandet. De rumsterer – til tider voldsomt – når du går i accept-tilstand.

Du vil derfor med stor sandsynlighed opleve modtand mod at acceptere, at den ønskede forandring ikke kommer til at indtræffe. Hvis du i mange år fx har forsøgt at ændre en relation, og du nu læner dig tilbage og accepterer  den anden, som vedkommende er, så kan det godt give dig oplevelsen af, at du giver op. Det ved jeg fra mig selv.

Oplevelsen udspringer af, at der i den dér svingen frem og tilbage ligger en kamp. Når du så stopper med at kæmpe, uden at have fået det ønskede resultat, kan det godt føles som om, kampen har været forgæves.

Men husk dig selv på, at når du stopper med at kæmpe, og i stedet accepterer mennesker for dem, de er, så er det DIG, der trækker . Det, du vinder, når du lægger pendulet på hylden, er ro inden i.

Kan du stole på dig selv?

Min datter stoler fuldt og fast på mig. Hun ved med sikkerhed, at når jeg lover noget, så holder jeg det. Hun tvivler ikke på, at mit ja betyder ja – ej heller tvivler hun på, at mit nej er lige med nej. Min datter véd, at jeg griber hende, hvis hun falder. I 12 år har jeg knyttet tillidsbånd, og jeg fortsætter ufortrødent.

Mit kærlighedsprincip er, at min datter skal kunne stole med mig. Lige meget hvad. Det er trygt for hende, og det er trygt for mig. På den måde ved jeg nemlig, at jeg er den allerbedste mor for hende, fordi hun ikke behøver bruge energi på at regne ting ud. Det, hun ser og hører, er det, hun får.

Sådan skal det også rigtig gerne være, når det kommer til os selv. Vi skal kunne regne med os selv. Vi skal kunne stole på, at det vi beslutter os for, bliver ført ud i livet – at vi holder det, vi lover os selv.

Det er dog en særdeles svær disciplin for rigtig mange mennesker. Det er som om, at en aftale hurtigt mister sin gyldighed, hvis den ikke er indgået med en anden person.

Undskyldningerne står i kø for at sabotere vores planer om:
– at begynde at træne
– at stoppe med at sige ja, når vi mener nej
– at skære ned på vores sukkerindtag
– at lytte til vores egne behov
– at sætte grænser.

Hvad er det, der gør, at en aftale ikke tæller på samme måde, når det kun er os selv, vi har indgået den med?

Haltende selvværd. Det er, hvad det for manges vedkommende handler om. Hvis du lader aftaler med andre veje tungere end aftaler med dig selv, er der stor sandsynlighed for, at det er fordi, du tænker, at andre er mere værd end dig. Og det handler måske også om, at du oplever dig selv som både selvoptaget og egoistisk, hvis du vælger dig selv. Mange har desværre med fra barnsben, at det er forkert at sætte sine egne behov først.

Hvordan har du det fx med at sige nej tak til en invitation, fordi du hellere vil ligge hjemme på sofaen og se NetFlix?

Problemet er bare, at for hver gang vi løber fra en aftale med os selv, så undergraver vi vores selvtroværdighed og gør vores selvværd en my mindre. Det går fx ikke ubemærket hen (hverken fysisk eller mentalt), hvis jeg spiser den plade Marabou, jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle spise. Den manglende evne til at overholde aftaler med en selv, bliver lagret i ens underbevidsthed.

Get my point?

Hvis du bliver ved med at vise dig selv, at du ikke er til at regne med, bliver det på sigt svært for dig at føre ting ud i livet. Du bliver bange for at give dig i kast med nye ting, fordi du er forud programmeret til at tænke ’det kan jeg ikke’. Fiasko bliver mere sandsynlig end succes.

Det er da super ærgerligt, når det eneste, du skal gøre, er at tage en aftale med dig selv lige så alvorligt som en aftale, du laver med en anden.

Hvad kan du fremadrettet gøre for at sikre, at du overholder aftaler med dig selv?