Hvad er det bedste, der kan ske?

Hvor tit hører du dig selv sige: “Hvad er det værste, der kan ske?”. Det er den sætning, mange af os har lært, at vi skal sige til os selv, før vi kaster os ud i noget nyt. Ved at sige den sætning tænker vi, at så er vi godt garderet til at tage livtag med en udfordring.

Men hvad er det egentlig for ord, der bliver siddende i vores bevidsthed, når vi siger den sætning? Jeps, rigtigt gættet – det er ordene ‘det værste’. Det er det, vores tanker, uden at vi ved af det, bliver programmeret til at kredse om. Vi stiller helt ubevidst ind på en frekvens, hvor vi risikere at tiltrække lige præcis det, vi ikke ønsker at tiltrække. Det værste.

Du kender det garanteret godt. Alligevel bliver du ved med at messe sætningen for dig selv. Sådan som du har lært det. Hvad-er-det-værste-der-kan-ske-hvad-er-det-værste-der-kan-ske… Føles det godt? Hm, måske lidt, fordi du da trods alt gør noget, handler. Men er det med et positivt fokus, du handler? Nej, vel? Lægger det en dæmper på tingene eller giver det dig en the sky is the limit følelse?

For mit eget vedkommende er det ofte det første, der gør sig gældende. Har jeg fundet ud af. Den ubevidste tanke om ‘det værste’ lægger en ubevidst dæmper på tingene. Det fik mig til at undersøge min egen tænketank for et alternativ. Hvad vil der mon ske, hvis jeg, når jeg skal igang med en ny udfordring, siger til mig selv: “Hvad er det bedste, der kan ske?”.

Alene det at skrive det lige nu, giver mig en god fornemmelse i kroppen. En forventningens glæde og en lethed i kroppen. Jeg kan slet ikke lade være med at smile, når jeg tænker på ‘det bedste’. Det giver mig virkelig en fornemmelsen af, at alt er muligt. Nu er det ordene ‘det bedste’, der bliver hængende i min bevidsthed. Ord, der løfter mig og styrker min tro på, at mine anstrengelser bærer den ønskede frugt. Ord, der giver mig tro på mig selv, fordi jeg på forhånd lover mig selv det bedste.

Vi fortjener allesammen det bedste i livet, hvis du spørger mig. Jeg tror lige så meget på, at det ikke kommer ved et tilfælde eller af sig selv. Vi er selv med til at skabe det gode, men det kræver, at vi gør noget aktivt for at tiltrække det. Første skridt er at tro på, at noget godt kommer til at ske. Næste skridt er at vælge vores ord med omhu. Ord har magt.

Hvad spørger du dig selv om næste gang, du står overfor en udfordring?

Tre trin til at skabe forandring i dit liv

Du har kun et skud i bøssen til at leve det liv, du har lyst til. Hvor længe vil du vente med at skyde det igang?

Gamle mønstre kan holde os fra at skabe de forandringer i vores liv, vi drømmer om. Mønstrene er nogle stædige små banditter, der holder os fast i fortiden og bremser os i at leve i nutiden i balance med os selv.

Vi er som mennesker skruet sådan sammen, at vi er eksperter i at finde undskyldninger for ikke at ændre noget. Det er for besværligt. Vi har ikke tid. Vi bliver i ting, der dræner os for energi, fordi det er trygt at være i noget velkendt. Uoverskueligt at gå igang. Børn, arbejde og parforhold bliver sat i første række.

Første skridt til at skabe en forandring i dit liv er at erkende, at der er noget, der ikke fungerer. At dit liv ikke giver dig den energi og glæde, du drømmer om. Jeg ved godt, at det er svært. Men hvis du spørger dig selv, så ved du garanteret allerede, hvad du godt kunne tænke dig at lave om.

Næste skridt er at lytte til, hvad din hjertekerne hvisker til dig. Hvis du tør lytte til din hjertekerne, finder du svaret på, hvordan du gerne vil leve dit liv. Svaret ligger blot og venter på dig. Og det kræver mod at lytte til sit inderste. For det, vi gemmer væk, er ofte det, vi ikke synes, vi kan være bekendt at vise verden.

Men du må godt. ‘Jeg bliver nødt til’ og ‘bør’ skal smides på porten til fordel for den lyst, der skal drive dit liv. Tredje skridt er derfor, at du sætter handling på det, du hører. Det er ikke at være egoistisk. Det er at passe godt på dig selv.

Finder du ro ved at meditere, så GØR DET.
Giver det dig glæde at gå en tur alene, så GØR DET.
Får du styr på dine tanker ved at skrive, så GØR DET.
Gør det dig glad at danse, så GØR DET.

Når du begynder at lytte til dig selv, vil du opleve, at du mærker dig selv og kommer i kontakt med dig selv på en helt ny måde. Når du åbner døren ind til din hjertekerne, kan du begynde at træde den livssti, der er din.