Sådan tager du det første skridt mod mere livsglæde

Just do it!

Nike har ramt hovedet på sømmet med deres sætning – men det er altså lettere sagt end gjort.

Når du står i livskrise op til armhulerne, virker just do it som alt andet end let. Hvis du ‘bare’ kunne gøre noget, så er jeg sikker på, at du allerede havde gjort det.

Derfor er dit første skridt at erkende, at du har brug for hjælp til ‘bare at gøre det’.

Du behøver ikke skamme dig over, at række fingeren op og sige ‘Hjælp’. Det er ikke pinligt. Det er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod. Hvis jeg ikke selv havde bedt om hjælp, da jeg var ramt af stress, havde mit liv set meget anderledes ud i dag – og ikke på den fede måde.

En af de allerstørste udfordringer i den bed-om-hjælp processen er hovedet. Hvis du er bare en lille smule som mig, så fortæller din øverste etage dig, at du skal kende hvert et skridt på rejsen, inden du tager det første.

Problemet er bare, at hvis du vil regne det hele ud på forhånd, så er sandsynligheden for, at du kommer i gang med at ændre din situation, meget lille.

Det er derfor, du skal uddelegere arbejdet med at kaste lys over, hvordan du finder den stige, der skridt for skridt kan få dig op af det hul, du lige nu befinder dig i.

Der er selvfølgelig ingen, der kan gå vejen for dig. Men med andres hjælp kan du finde ud af, hvordan du skal sætte fødderne på stigens trin, så du kravler ud i livet igen og lader krisen blive i hullet.

Min overbevisning er, at du allerede ligger inde med svarene på, hvad der skal til for, at du omfavner livet igen. Lige nu kan du bare ikke se skoven for bare træer, fordi dit liv er fyldt med ‘støj’ i form af tanker, der hiver dig i alle mulige retninger.

At hyre en mentor er den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv. Hun hjalp mig med at få tysset støjen, så jeg kunne høre det, min intuition fortalte mig. Da den først gik rent igennem, blev det helt tydeligt, hvor jeg skulle sætte mine fødder.

Mentoren hjalp mig med at transformere tanker til handling. Det gjorde hele forskellen.

Handling er det, der får dig ud af en livskrise. Tanker holder dig fast i den.

Tanker er nemlig ukonkrete, så jo mere du tænker, jo mere ukonkret og uoverskuelig bliver rejsen. Du kan ikke tænke dig op af hullet.

Mit BREAK FREE forløb viser dig, hvordan du med fire enkle trin kravler op af hullet og skaber det liv, du lige nu ville ønske, du levede.

Hvis du tør sige højt, at du har brug for støtte og vejledning, har du faktisk taget det første skridt mod at tænde lyset og få livsglæden tilbage.

KLIK her og læs om BREAK FREE forløbet, hvis du er klar til at gøre dine tanker til handling. Er dit svar ‘Ja’, så er der en gratis, afklarende break free session klar til dig.

KONTAKT mig på tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk

Kære tanke – jeg h a r set dig

Er dine tanker ved at overmande dig? Føler du, at de tager styringen over dig og ikke omvendt?

Hver eneste dag flyver der 30.000-70.000 tanker igennem hovedet på dig.

Du føler måske, at dine tanker har taget styringen over dig og ikke omvendt. Faktum er dog, at de fleste af de tanker, der kommer, er så flygtige, at du slet ikke bemærker dem.

Desværre sker det rigtig tit, at du bider dig fast i dine tanker. For det meste ikke i de tanker, der gør dig glad og giver dig overskud i hverdagen.

Det er som regel de tanker, der får dig gravet længere og længere ned i et sort hul, du hægter dig fast på.

Nede i hullet sidder du så og grubler. Hvorfor? Hvad nu hvis? Hvordan? Det er de spørgsmål, der ofte følger med grublerierne. Og med grublerierne følger bekymringer.

Hvor meget har det indtil nu gavnet dig at bekymre dig og tænke dig selv halvt ihjel?

Tankerne kan – eller skal – du ikke ændre. I stedet er det din håndtering af tankerne, du skal arbejde med.

Grublerierne gør ikke noget godt for dig. De stjæler dit fokus fra dit nu-og-her.

Du er ikke alene om at gå og gruble. De fleste af mine kunder grubler – nogle dagen lang. Jeg har selv brugt år af mit liv på at gruble. Der er stort set intet af det, vi bekymrer os om, der får det udfald, vi prøver at tænke os til.

Det er med andre ord spild af kostbar tid at gruble og bekymre sig.

Hvad skal du så gøre for at lægge grublerierne på hylden, så du kan få overskud til at være i nuet og nyde livet?

Det første, du skal gøre, er at acceptere, at tankerne kommer. Tankerne kommer helt automatisk – som du nu ved op til 70.000 gange på et døgn. Du kan ikke stoppe tankestrømmen. Til gengæld kan du stoppe dig selv i at løbe med tankerne, når de kommer. For det er det, du gør, når du grubler: Tager tanken som noget, du skal forholde dig til.

Dit næste skridt er, at du øver dig i at ændre fokus. Ikke for at undgå den uundgåelige tanke men for at vise dig selv, at det er dig, der styrer, om du vil hoppe på tanketoget eller ej. Denne øvelse giver dig gradvist fornemmelsen af, at det er dig, der bestemmer, hvad du giver opmærksomhed.

Når en tanke kommer, siger du derfor til den “Kære tanke – jeg h a r set dig”, og så retter du din opmærksomhed på noget andet. Brug lyde omkring dig som distraktion. Lyt til et ur, der tikker, en radio, der spiller, folk, der taler, trafikstøj eller fuglefløjt.

Måske du tænker “Jamen, så prøver jeg jo lige præcis at fortrænge tanken”.

Det er en indvending, jeg ofte hører. Men når du har læst det følgende, vil det at distrahere dig selv fra en tanke give en helt ny mening for dig.

Undgåelse er, hvis du skrifter fokus for at fjerne tanken og den følelse, den er koblet sammen med.

Undgåelse er ikke, hvis du skifter fokus men samtidig lader tanken og dens tilhørende følelse være tilstede.

Kan du se forskellen?

Dine tanker forsvinder ikke. Jo bedre du bliver til at anerkende, at de er der for så at beskæftige dig med noget andet, jo mindre vil de fylde.

Det ved jeg, fordi jeg ser fokusskifte virke for mine kunder – og for mig selv.

Hvis du går all in på at lære dig selv at ændre fokus, vil du over tid mærke, hvordan du får mere tid og overskud til at nyde din hverdag uden unødvendige bekymringer og grublerier.

 

NYSGERRIG på at ændre dit liv ved at ændre fokus? Så læs om mit mentorforløb.

 

KONTAKT: tlf.: 2571 2511 eller charlotte@livsgefuhl.dk

Derfor skal du hoppe over, hvor gærdet er lavest

“Det er kun sportsfolk og idioter, der hopper over, hvor gærdet er højest”. Jo, du læste rigtigt: Højest.

Har du nogensinde hørt sætningen formuleret på den måde?

Eller er det “Man ikke skal hoppe over, hvor gærdet er lavest versionen, du kender? Den har jeg i hvert fald troet på i en menneskealder. Mon du har det på samme måde?

Første gang jeg stødte ind i den nye gærde-formulering var til at foredrag for et par år siden. Ordene kom til at ændre mit syn på, hvordan livet bør være.

Siger du jatak til el-cyklen?
Forestil dig, at du hver dag har en lang cykeltur til og fra arbejde. Du har ikke kørekort, og der er ingen offentlig transport til din arbejdsplads. Din eneste mulighed er at cykle (nå, ja – eller gå, men så ville du kun lige nå hjem, inden du skulle afsted igen).

Du er på en arbejdsplads, der tager sig godt af deres medarbejdere, så du får et godt tilbud: Din søde chef vil give dig en el-cykel, så livet bliver en smule lettere for dig.

Hvad siger du til tilbuddet?: 1) Nej, tak – jeg vil hellere knokle mig frem og tilbage, ellers snyder jeg eller 2) Ja, tak – det bliver så meget lettere for mig at komme til og fra arbejde og jeg sparer tid.

Jeg tænker, at dén beslutning ikke er specielt svær at tage …

Det er kun det høje gærde, der virker – eller er det?
Sjovt nok har mange tendens til at vælge svar nr. 1, når det kommer til at skulle ændre et uhensigtsmæssigt mønster eller indarbejde en ny vane.

Det er som om, at det lave gærde ikke bliver anerkendt som en mulig løsning på en stor udfordring.

For nogle uger siden hørte jeg således følgende ord i en coachingsession: “Kan det virkelig passe, at det virker, hvis det er så let?”. Kunden havde fundet frem til en enkelt (lille) justering vedkommende kunne foretage med det formål at stå ved sig selv.

Da vi mødtes til en ny session lød svaret på ovenstående spørgsmål: “Det virkede! Når det nu var så enkelt, hvorfor har jeg så ikke gjort det noget før?”. Hvorefter kunden selv svarede: “Fordi jeg troede, at der skulle meget mere til for at ændre det, jeg har kæmpet med i årevis”.

Mere tid og færre bekymringer
Det er tilladt at tage den nemme (eller nemmere) vej. Det er både smart og fornuftigt at gøre det, fordi det er meget lettere, og det sparer dig for en masse bekymringer. Det betyder, at du har meget mere tid, du kan bruge på at nyde livet, frem for at ase og mase med at leve det.

Hvor meget lettere ville dit liv være, hvis du tillod dig selv at hoppe over, hvor gærdet er lavest?

Det korte hop                       Det lidt længere hop

 

KONTAKT: telefon 2571 2511 – e-mail: charlotte@livsgefuhl.dk

Jeg var bange hele tiden

På overfladen havde jeg styr på tingene, men under overfladen var jeg bange.

Bange for at sige min mening.
Bange for konflikter.
Bange for at sige fra.
Bange for, hvad andre tænkte om mig.

Jeg var så bange, at jeg slet ikke turde stoppe op, når jeg mærkede, at noget var galt:
– En klump i halsen
– Trykken for brystet
– Hænder, der rystede
– Varme kinder.

Intet af det reagerede jeg på.

Min frygt stod i vejen for, at jeg kunne leve livet på m i n måde. I stedet var mit fyrtårn, hvordan jeg var mest rigtig i andres øjne.

Det stod på i så mange år, at jeg til sidst havde mistet følingen med, hvem jeg var. Hvis jeg en sjælden gang sagde eller gjorde noget, der føltes ægte for mig, gav det mig med det samme dårlig samvittighed.

Hvis jeg fulgte mit eget hjerte, efterlod det mig med følelsen af at være forkert. Så meget havde jeg fjernet mig fra mig selv.

Det føltes helt forkert at følge mit indre, når jeg hele mit liv havde været vant til at navigere efter:
– Andres mening
– Andres kropssprog
– Andres holdning
– Andres behov
– Andres krav.

Det tærede på mig selv både fysisk og mentalt. Drænede mig for energi, overskud og livsglæde.

Det tærede på mine relationer, at jeg ikke turde stå op for mig selv. Skilsmisse blev en af mange konsekvenser.

Men jeg fortsatte mit bange liv. Jeg havde ikke modet til at blive i det ubehag, der fulgte med, hvis jeg prøvede at være den mig, der gemte sig inden i.

Hvis ikke jeg var blevet syg med stress, tror jeg, jeg var fortsat med at leve, som jeg gjorde. Jeg havde ganske enkelt ikke modet til at tage mig selv alvorligt.

Selvom det var voldsomt at blive ramt af stress, er jeg i dag taknemmelig for den periode, hvor mit liv faldt fra hinanden. Den fik mig til at vågne op. Den fik mig til at indse, at det er mit eget ansvar at skabe det liv, jeg ønsker at leve.

Jeg har arbejdet benhårdt på at finde ind til, hvad det var, der gjorde, at modet til bare at være mig ikke var der. Rejsen har været ekstremt personligt udviklende, og den har beriget mig på alle planer af mit liv.

Det allervigtigste, jeg har fået med mig, er, at jeg nu kan – og tør – mærke og stå ved mig selv.

Jeg har fået så mange indsigter og redskaber, der den dag i dag hjælper mig – og andre.

Det, jeg lærte på min rejse, er blevet til min levevej.

Jeg hjælper nu andre med at finde modet til at leve det liv, de inderst inde drømmer om.

DU kan også finde modet til at gøre det, der er rigtigt for DIG. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når lille, bange mig kunne, så kan DU også.

Hvad er DIN historie?

Vi har alle en historie, men du skal spidse ørerne og sortere i det, du fortæller dig selv, for ikke alt, du hører, er sandt. Meget af det er faktisk en lodret løgn.

Du ved det bare ikke, fordi din historie med tiden er blevet så integreret en del af dig, at du slet ikke sætter spørgsmålstegn ved den.

Lige så længe, jeg kan huske, har jeg læst højt for mig selv fra en bog, der malende beskriver, at jeg:

  • Ikke er god nok
  • Ikke må fylde noget
  • Ikke må skinne
  • Ikke må komme før andre
  • Ikke må sige fra
  • Ikke kan noget særligt
  • Ikke er noget værd

Genkender du noget?

Alle ikke’erne er blevet min historie; skabt af familiemønstre og andres meninger, holdninger, kropssprog, udtalelser og verdenssyn. Og jeg har troet fuldt og fast på dem.

Det har en pris at tro på løgnen. Når du tror på – og lever – en historie, der ikke er din, går det ud over dit selvværd. Det gør dit liv til hårdt arbejde, hvor du føler, at du skal kæmpe for din plads i verden. Det tærer på din livsglæde og kan ende med at gøre dig syg, hvis du bliver ved med at bære rundt på din historie, som var den en tung sten.

Derfor er det vigtigt, at du får øje på historien. Hvad ER det for en historie, du bruger som drejebog for dit liv? Hvordan påvirker den dig? Hvilke tankeskibe sætter den i søen?

Jeg har afsløret min egen løgnhistorie. Det har taget mig år, og jeg falder stadig i vandet, fordi jeg lige som dig kun er et menneske. Men jo mere opmærksom jeg er på, hvad det er, der får mig til at dumpe i, jo lettere er det at kravle op på land igen.

Skal din løgnhistorie ud i lyset? Du vil opleve, at verden bliver større, når du klipper navlestrengen til din historie og SELV bestemmer, hvem du er.

Hvad er DIN historie? Nærer den dig eller går du rundt og hænger med mulen og er mellemtilfreds?

Oplever du konflikt eller accept?

Prøv at lægge mærke til, hvor ofte du hører dig selv sige eller tænke noget i retning af: ’Jeg ville ønske…’ eller ’Hvis bare…’.

Måske håber du på, at dit parforhold bliver bedre, at der kommer en kæreste dumpende eller at din søster, bror eller veninde ændrer sig.

Der er ikke noget galt med at drømme om, at tingene ændrer sig. Der er intet forkert i at ønske sig, at din relation til andre sidder lige i skabet.

Problemet er bare, at når vi sætter os til at vente på forandring med blikket rettet mod fremtiden, skaber vi – helt ubevidst – en indre konflikt. Konflikten kan du se som to sider af dig selv – den ene side råber ’Jeg vil have det, jeg ikke har’ og den anden side råber tilbage ’Jeg vil ikke have det, jeg har’.

De to ‘råbehoveder’ er på ingen måde godt selskab:

  • Når du er orienteret mod i morgen, fortæller du indirekte dig selv, at i dag, nuet, ikke har værdi.
  • Du fralægger dig muligheden for at have indvirkning på dit eget liv (du giver magten over dit liv til andre).
  • Tomhedsfølelsen flytter ind, fordi du pendulerer mellem de to scenarier.

Igen af scenarierne forløser den frustration, der er forbundet med at være i en situation, du ønsker var anderledes. Valget mellem pest eller kolera. Kan du mærke, hvor træls det føles?

Det hjælper ikke at blive ved med at svinge frem og tilbage. Det ændrer ikke situationen. Jo mere du pendulerer, jo større og mere insisterende bliver din indre konflikt.

Så hvad pokker gør du?

Jeg ville ønske, at jeg langt tidligere i mit liv end det var tilfældet havde forstået og gennemskuet, hvor stor en betydning, det, jeg nu deler med dig, har.

Det er ikke raketvidenskab, og du skal ikke have en Ph.D grad for at kunne stoppe pendulet. Det er faktisk en ganske enkel og ukompliceret ting, der skal til.

Alt, du skal gøre, er at ACCEPTERE,
at tingene er, som de er

Jeps, du læste rigtigt. Det er bare det. Ikke andet.

Skal du så bare accepterer alt? Nej, da – på ingen måde. Hvis noget ikke er godt for dig, så skal du ikke acceptere det. Så er du nødt til at handle på det ubehag, du oplever. Det kan fx være at tage en svær samtale eller bryde en relation.

Jeg tror på, at man kan beslutte sig for accept. På den måde bliver accept en bevidst handling, som giver dig kontrollen over dit liv (tilbage). Du giver dig selv mulighed for at leve i nuet, fordi du dropper forestillingen om, at nogen eller noget ændrer sig. Det er dog langt fra det samme som at sige, at det er let at tage accept-kasketten på. Det kræver øvelse at holde fast i beslutningen, fordi der for der som regel er følelser indblandet. De rumsterer – til tider voldsomt – når du går i accept-tilstand.

Du vil derfor med stor sandsynlighed opleve modtand mod at acceptere, at den ønskede forandring ikke kommer til at indtræffe. Hvis du i mange år fx har forsøgt at ændre en relation, og du nu læner dig tilbage og accepterer  den anden, som vedkommende er, så kan det godt give dig oplevelsen af, at du giver op. Det ved jeg fra mig selv.

Oplevelsen udspringer af, at der i den dér svingen frem og tilbage ligger en kamp. Når du så stopper med at kæmpe, uden at have fået det ønskede resultat, kan det godt føles som om, kampen har været forgæves.

Men husk dig selv på, at når du stopper med at kæmpe, og i stedet accepterer mennesker for dem, de er, så er det DIG, der trækker . Det, du vinder, når du lægger pendulet på hylden, er ro inden i.

Gemmer du din sårbarhed bag frygt?

Sårbarhed er lig med svaghed. Sådan var min overbevisning i mange år. Jeg forbandt sårbarhed med at være underhunden i en relation. Var jeg sårbar, forestillede jeg mig, at andre ville miste respekten for mig. Så den side af mig selv pakkede jeg væk.

Hvis du tænker lige som mig om sårbarhed, så tror jeg, du vil kunne li’ dette indlæg.

Jeg vil nemlig gerne dele noget med dig: at turde vise sin sårbarhed er rendyrket mod. Jeps – MOD! Folk der udviser mod høster…rigtig gættet…respekt.

Overbevisningen om, at sårbarhed er svaghed kan derfor kyles i containeren for småt brændbart.

Frygten for at blive afvist eller til grin er det, der afholder de fleste mennesker fra at vise deres sårbare side. Er det også sådan, du har det?

Jeg tør godt vove den påstand, at når vi holder igen med at være sårbare, holder vi også igen på at handle på det, vi inderst inde ønsker os og drømmer om. Vi hæmmer os selv i at leve livet, som vi gerne vil.

Frygten forhindrer os dybest set i at være os selv.

I min søgen efter at blive klogere på, hvad sårbarhed er for en størrelse, stødte jeg ind i den amerikanske professor og forfatter Brené Brown. Hun har skrevet bogen Daring Greatly (på dansk: Glem hvad andre tænker – mod til at være sårbar), og tager i sine berømte TED Talk fra 2010 sårbarhed under kærlig behandling.

Jeg sikker på, at du vil opleve adskillige aha-øjeblikke, hvis du kaster dig over Brené Brown. Hendes udlægning af sårbarhed som mod-med-mod på vil med stor sandsynlighed få dig til at se helt anderledes på, hvem du er, hvis du er sårbar.

I sårbarheden åbner vi til vores inderste og giver os selv mulighed for at leve i pagt med os selv.

Skal frygten have lov til at forhindre dig i at følge dine drømme?
…indlægget er ikke sponsoreret.

Kan du stole på dig selv?

Min datter stoler fuldt og fast på mig. Hun ved med sikkerhed, at når jeg lover noget, så holder jeg det. Hun tvivler ikke på, at mit ja betyder ja – ej heller tvivler hun på, at mit nej er lige med nej. Min datter véd, at jeg griber hende, hvis hun falder. I 12 år har jeg knyttet tillidsbånd, og jeg fortsætter ufortrødent.

Mit kærlighedsprincip er, at min datter skal kunne stole med mig. Lige meget hvad. Det er trygt for hende, og det er trygt for mig. På den måde ved jeg nemlig, at jeg er den allerbedste mor for hende, fordi hun ikke behøver bruge energi på at regne ting ud. Det, hun ser og hører, er det, hun får.

Sådan skal det også rigtig gerne være, når det kommer til os selv. Vi skal kunne regne med os selv. Vi skal kunne stole på, at det vi beslutter os for, bliver ført ud i livet – at vi holder det, vi lover os selv.

Det er dog en særdeles svær disciplin for rigtig mange mennesker. Det er som om, at en aftale hurtigt mister sin gyldighed, hvis den ikke er indgået med en anden person.

Undskyldningerne står i kø for at sabotere vores planer om:
– at begynde at træne
– at stoppe med at sige ja, når vi mener nej
– at skære ned på vores sukkerindtag
– at lytte til vores egne behov
– at sætte grænser.

Hvad er det, der gør, at en aftale ikke tæller på samme måde, når det kun er os selv, vi har indgået den med?

Haltende selvværd. Det er, hvad det for manges vedkommende handler om. Hvis du lader aftaler med andre veje tungere end aftaler med dig selv, er der stor sandsynlighed for, at det er fordi, du tænker, at andre er mere værd end dig. Og det handler måske også om, at du oplever dig selv som både selvoptaget og egoistisk, hvis du vælger dig selv. Mange har desværre med fra barnsben, at det er forkert at sætte sine egne behov først.

Hvordan har du det fx med at sige nej tak til en invitation, fordi du hellere vil ligge hjemme på sofaen og se NetFlix?

Problemet er bare, at for hver gang vi løber fra en aftale med os selv, så undergraver vi vores selvtroværdighed og gør vores selvværd en my mindre. Det går fx ikke ubemærket hen (hverken fysisk eller mentalt), hvis jeg spiser den plade Marabou, jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle spise. Den manglende evne til at overholde aftaler med en selv, bliver lagret i ens underbevidsthed.

Get my point?

Hvis du bliver ved med at vise dig selv, at du ikke er til at regne med, bliver det på sigt svært for dig at føre ting ud i livet. Du bliver bange for at give dig i kast med nye ting, fordi du er forud programmeret til at tænke ’det kan jeg ikke’. Fiasko bliver mere sandsynlig end succes.

Det er da super ærgerligt, når det eneste, du skal gøre, er at tage en aftale med dig selv lige så alvorligt som en aftale, du laver med en anden.

Hvad kan du fremadrettet gøre for at sikre, at du overholder aftaler med dig selv?

Hvad er overlevelseslag?

I løbet af vores opvækst tilegner vi os helt ubemærket diverse livsstrategier for at kunne navigere i verden.

Vi finder ud af, at det gør ondt at lægge hånden på kogepladen, og lader efterfølgende være med at gøre det igen, vi lærer, at vi ikke kan trække vejret under vand, og bruger en snorkel, hvis vi gerne vil have hoved under og vi indprenter os, at vi skal se os godt for, før vi går over vejen, hvis vi vil helskindede over på den anden side. Det er helt konkrete ting, vi instinktivt gør eller ikke gør; strategier, vi benytter, så vi kan undgå fysisk smerte eller i værste fald døden.

Men nogle lærer også, at man skal være på en bestemt måde for at være rigtig, at bestemte følelser bliver stemplet som forkerte og noget, man ikke må vise eller at det er vigtigere, hvad man gør, end hvem man er.

Det er det, jeg kalder overlevelseslag. Lag vi føjer til vores personlighed med det formål, at vi kan være i verden uden at blive afvist og føle den smerte og afmagt, det afstedkommer.

Problemet er bare, at lagene på sigt kommer til at skærme for, hvem vi i virkeligheden er – inderst inde. Lagene af overlevelse kommer til at betyde, at vi ikke viser verden vores sande jeg, og endnu værre: vi fjerner os mere og mere fra vores autentiske jeg, og vi mister på den måde stille og roligt os selv.

Overlevelseslagene bliver med tiden til en stenhård skal, som det er næsten umuligt for andre at bryde igennem. Frygten for, hvad folk vil tænke om den person, der befinder sig inde bag panseret, er så stor, at vi hellere vil leve med den spændetrøje af cement, vi qua dårlige oplevelser har givet os selv på, end at give los os råbe ’Hey, verden – det er sådan jeg er – take it or leave it’.

Min overbevisning er, at vi holder fast i de forskellige lag af overlevelse, fordi vi ikke tør gå ind i os selv og kigge efter, hvad det var, der gjorde, at vi for længe siden begyndte at lukke ned for vores autenticitet. Når vi holder fast, lever vi ikke – vi overlever kun.

Men hvis vi ikke stopper op og ser nærmere på, hvad de forskellige lag repræsenterer, så bliver vi aldrig frie til at være lige præcis den, vi inderst inde er. Så kommer vi aldrig til at leve et liv, hvor der er sammenhæng mellem det vi tænker og føler, og det vi gør. Vores liv bliver dikteret af en dagsorden, som hører fortiden til og er sat af andres model af verden.

Jeg tror på, at alle de svar, vi behøver, ligger gemt inden i os. Svarene kan hjælpe os med at finde frem til, hvad det vil betyde for ens liv, hvis man skræller lagene væk ét efter ét. Til det formål er coaching er en særdeles effektiv ’skrællekniv’.

Hvordan ville dit liv se ud, hvis du ikke havde en filter af overlevelseslag mellem dig selv og omverdenen?

 

Sådan ændrer du en overbevisning

Jeg er uelskelig på alle planer. Hvor mange gange i løbet af en dag kan den overbevisning tage fat i dig? Måske er den ligefrem din grundlæggende tilgang til dig selv og den verden, du møder?

Det er kun en overbevisning. Det er ikke sandheden om dig. Du ER nemlig  værd at elske. På alle planer. Hele tiden. 24/7 – 365 dage om året.

Måske tænker du, at du er uelskelig, fordi du er overvægtig? Tallet på badevægten får lov til at bestemme, hvilken værdi du har som menneske.

Måske føler du dig ikke elskelig, fordi du synes, du mangler succes privat eller arbejdsmæssigt.

Måske følelsen af ikke at være noget værd udspringer af, at du ikke får den anerkendelse, du hungrer efter fra folk omkring dig?

Følelsen af at være uelskelig vil blive ved med at være der, hvis du forventer, at andre skal få den til at gå væk.

Opgaven med at lægge overbevisningen på is er din. Hvordan føles det, hvis du kigger den i øjnene og siger: ”Du er fuld af løgn! Jeg vil ikke længere tro på, hvad du fortælle mig. Jeg vælger, hvordan jeg tænker om mig selv, og hvordan jeg taler til mig selv”?

Her er en lille øvelse, der kan hjælpe dig med at ændre din jeg-er-uelskelig overbevisning:
-Fokuser på, hvad DU gerne vil have i dit liv (fx kærlighed, glæde, succes, godt helbred…)
– Genkald dig en situation, hvor du havde det, du nu ønsker dig i dit liv – træk vejret fem gange. Hver vejrtrækning er med til at forstørre den følelse, situationen gav dig
– Mærk hvordan den gode følelse fylder din krop op (har du brug for at få følelsen til at fylde endnu mere, tager du blot flere dybe vejrtrækninger, til din krop er fyldt helt ud)
– Sig tre pæne ting højt til og om dig selv – skriv dem herefter ned
– Sig tre ting højt, du er taknemmelig for – skriv dem herefter ned

Øvelsen tager kun nogle få minutter. Hvis du laver den hver dag i en uge (gerne flere gange i løbet af en dag), vil du mærke et skift i din måde at opfatte dig selv på.

Din underbevidsthed er skruet sådan sammen, at den helt ukritisk tager imod de tanker, du sender til den. Så hvorfor ikke sende gode og opbyggende tanker af sted? Det er helt og holdent dig, der bestemmer.